Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Nyt tryghedshotel er klar til at tage imod mennesker med en demenssygdom

Tirsdag 9. april åbnede Hvidovre Kommunes nye tryghedshotel. Her kan mennesker med en demenssygdom få et ophold.
12. april 2019

Demens er en sygdom, som flere og flere bliver ramt af. Derfor er demens noget, som Hvidovre Kommune har et stort fokus på. Kommunen har flere tilbud, som kan være med til at gøre hverdagen lettere for mennesker med en demenssygdom og deres pårørende.

Tirsdag i sidste uge blev det nyeste tilbud taget i brug. Det består af et såkaldt tryghedshotel, som er indrettet på Plejecenter Krogstenshave.
Ideen med Tryghedshotellet er, at mennesker med en demenssygdom har mulighed for et kortere gæsteophold i op til fire dage ad gangen fra onsdag til søndag.

Pårørende til mennesker med en demenssygdom yder en væsentlig indsats i forhold til pleje og omsorg, og Tryghedshotellet er et af de tilbud som skal være med til at gøre tilværelsen lidt nemmere for de pårørende.

 ”Jeg håber, at Tryghedshotellet kan være med til at give et afbræk i hverdagen for de familier, der har demens helt tæt på. For nogle pårørende kan det være svært at sige ja tak til et tilbud som Tryghedshotellet. Man kan blive ramt af dårlig samvittighed ved at overlade ens nære til andre. Men vores dygtige medarbejdere vil passe godt på gæsterne på Tryghedshotellet. Vi vil gerne være med til at give et lille afbræk i en presset hverdag. Derfor håber jeg, at mange vil bruge muligheden for et ophold på Tryghedshotellet,” siger Lars G. Jensen, der er formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Hvidovre Kommune.

Tryghedshotellet har plads til to gæster af gangen. Der er to værelser, hvor der er skabt en demensvenlig boligindretning. Den kan være med til at fremme trivslen og livskvaliteten, når man benytter hotellet. Det betyder, at der er lagt vægt på hjemlighed og atmosfære, belysningen, farvevalgets betydning og så i det hele taget, at det hele virker overskueligt. En medarbejder med særlig viden og erfaring med demens vil være sammen med hotellets gæster – i form af pleje, omsorg og hyggeligt samvær, mens den pårørende fx kan klare andre gøremål, besøge familien eller hvad der nu kan være behov for.

Udover Tryghedshotellet har Hvidovre Kommune også et tilbud om afløsning i eget hjem. Her kan en medarbejder fra hjemmeplejen afløse en pårørende til en demenssyg i nogle timer, så den pårørende kan få tid til at lave andre ting i en kortere periode.